Intel Core 13. gen. - specs, release og flere rygter
Intels nyeste skud på stammen - de længe ventede Raptor Lake CPU’er - ventes at blomstre frem på verdensmarkederne til efteråret. Rygterne siger, at Raptor Lake udgives i oktober - men Intel er selvfølgelig tavse, og resten af os må sidde og trille tommelfingre, mens vi venter.
Her er dog hvad vi bilder os ind at vide indtil nu om Intels 13. generations-processorer. Og som sædvanlig er der mange grunde til at glæde sig.
Raptor Lake bringer markant bedre performance
Sammenlignet med Intels nuværende flagskib på markedet - Core i9-12900KS - så lover Intels Raptor Lake-generation højere performance på de fleste parametre. Raptor Lake bygger, utroligt nok, blot på en forbedret version af Alder Lakes 10 nm arkitektur, men her giver det ikke just specs, der skuffer - tværtimod. Tag nørde-brillerne på et øjeblik, for nu skal hajerne gnaske lidt på tallene.
Med 50% flere kerner (24, op fra 16), og 33% flere work-threads i hver kerne (32, op fra 24), står Raptor Lake til at få et betydeligt større throughput per clock cycle. Og når rygterne siger, at boost clock-frekvensen vil få et nøk opad til 5.8 GHz (fra de 5.5 GHz hos flagskibet i 12. generation), så summer vi allerede i forventning hos SharkGaming. Smæk en større cache oven i disse specs, og så sidder alle nørderne og savler på stribe på kontoret.
Jo jo, nok er det bare rygter. Men ovenstående specs er ikke urealistiske, og markedet rammer som regel ganske tæt på, når der gættes. Vi krydser finner!
Kompatibilitet gør det nemt at udskifte din nuværende processor med en Raptor Lake
Lige nu tyder intet på, at det vil kræve yderligere udskiftninger af dit hardware, hvis du gerne vil have fingrene i en Raptor Lake CPU. Raptor Lake passer med den samme socket (LGA 1700), det samme motherboard, den samme køler... ja, ikke engang PSU’en behøver du at udskifte, ej heller advare dit energiselskab på forhånd. Strømforbruget hos en Raptor Lake ligger (så vidt vi ved) støt og stabilt på den forrige CPU-generations niveauer.
Raptor Lake ser også ud til at være kompatibel med alt dit overkill gamer-grej. CPU’en vil nemlig, ligesom sin forgænger, understøtte PCIe 5.0, der giver lynhurtige overførselshastigheder på op til 32 GT/s. Det samme gør sig gældende med understøttelsen af både DDR4 og DDR5 hukommelse. For nogen en selvfølge - men vi synes nu alligevel, at det er rart at vide.
Med Raptor Lake CPU’erne er der lagt i ovnen til en lancering, der kun kan åbne op for bedre og endnu mere opslugende gamer-oplevelser i slutningen af året. Winter is coming... og vi kan ikke vente!