Fantastiske gamle spil og hvor de findes
Det kan være ret svært at finde de helt gamle konsol spil, altså fra Atari 2600, Sega SG-1000, NES, osv.
Hvis man vil have den ægte oplevelse med retro gaming, kræver det en reel investering. Konsollen samt spil er ikke nødvendigvis billige eller nemme at skaffe - for ikke at nævne de convertere og stik du skal bruge, hvis det skal kobles til din fladskærm.
Heldigvis er der mange andre muligheder, da mange af de spil fra 80’erne og 90’erne er blevet til ”abandonware”, altså software der har mistet officiel support fra ejerne og derfor nogle gange frigives gratis – og det har affødt hjemmesider som https://playclassic.games/ og https://www.retrogames.cz/. Du kan i din browser genopleve spil som Sonic eller Doom, og du kan hurtig fortabe dig i de kilometerlange lister af mere eller mindre nævneværdige gamle spil.
Emulatorer
Hvis man kan få det hele i browseren, hvorfor så kigge andre steder? Sandheden er, at browserversionerne af de gamle spil bare ikke er det samme. Bl.a. kan der være glitches, og lydkvaliteten er ofte forringet. Du kommer meget længere med en Emulator. Og hvad er så det?
En emulator er et stykke software, der kan efterligne en konsol på din computer. Fx kan man spille Playstation 1 og Nintendo 64 spil på computeren på denne måde. Emulatorer er fuldt ud lovlige, men man kan godt bevæge sig ud i en gråzone med det, der bruges sammen med emulatoren, nemlig ROM's (Read-only memory). ROM's er digitale kopier af spil og skal bruges sammen med en emulator, for at man kan spille konsolspil på computeren. Mange ROM’s af ældre spil er enten abandonware eller hører under den amerikanske DMCA-lovgivning fra 2006, der bestemmer, at hvis hardwaren og softwaren ikke længere er frit tilgængelige på markedet, kan copyright-ejerne ikke sagsøge folk for at bruge digitale kopier af deres spil. Det kan være svært at navigere, da nogle ROM’s, fx Nintendos gamle spil, er ulovlige at distribuere og downloade, da de har lavet både en online version samt en fysisk relancering af den legendariske NES, og de har udgivet Super Nintendoen til Nintendo Switch Online medlemmer.
Vi anbefaler derfor, at man er lidt forsigtig, hvis man vil optage en karriere som retrogamer her i 2021.
Good Old Games
På øverste hylde finder vi GOG.com – de rigtige spil og den rigtige software optimeret til nye styresystemer. GOG, der simpelthen står for Good Old Games, er en hjemmeside, der har samlet og optimeret gamle spil. Du kan som kunde købe dem for småpenge mod at være sikker på, at din version af Diablo 1 kan køre i Windows 10. Du ejer nu spillet og kan med god samvittighed fordybe dig til lyden af den spanske guitar, der slår tonerne an, når du træder ind i den gudsforladte forstad til helvede, Tristram.
Langt de fleste spil supporteres af GOG, og de tilbyder cloud saving og multiplayer gennem deres klient GOG Galaxy. Priserne ligger ofte mellem 30 og 75 kroner, og hvem er ikke villig til at give afkald på en pizza for en tur ned ad memory lane?