Danskere i Esport
Når man snakker kompetitiv esport, er det svært at komme uden om Danmark, selvom vi i mange andre henseender er et lille land. Hvad enten det er hold, organisationer eller spillere, så har vi altså en del at være stolte af:
Astralis
Den danske Counter-Strike bastion, der på utallige punkter har revolutioneret både spillet og måden at drive esportsorganisation på. De var de første, der introducerede fysisk træning og udvidet spiller-roster. De brugte mental coaches før andre og havde skemalagt træning på langt mere struktureret facon, end man ellers kendte det fra esportshold.
Johan "N0tail" Sundstein
Danskeren der vandt den største Dota 2 turnering - 2 år i træk. N0tail er den esportsudøver, der har indkasseret flest præmiepenge i verden, og det kan hovedsageligt tilskrives hans to sejre i The Internationals, som er den esportsturnering med den største samlede præmiesum - i den seneste af de to turneringer modtog vinderholdet ca. 77 millioner kroner.
Andreas Franck "Cr1t-" Nielsen
Selvom førertrøjen tilhører N0tail, er Cr1t- den danske esportsspiller, der har tjent næstmest.
Cr1t- spillede kortvarigt sammen med N0tail men spiller i dag for det amerikanske storhold Evil Geniuses.
Casper "cadiaN" Møller og Heroic
I mange år kæmpede cadiaN med at hægte sig fast i det øverste lag af Counter-Strike hold. Efter udskiftning af stort set hele holdet, lykkedes det Heroic at vinde ESL Cologne i august 2020, og her i 2021 vandt de endnu en major over det fremadstormede russiske mandskab fra Gambit, som ellers har været uhørt dominerende.
Heroic er det eneste andet danske hold, der har blandet sig i toppen, og de kan sammen med Astralis prale af at have ligget nr. 1 ad flere omgange.
August "Agge" Rosenmeier
Selvom FIFA er en mindre esportsgren end Dota 2 og CS:GO, så er det absolut ikke en mindre bedrift at vinde VM flere gange samt DM fire år i træk. Agge spiller i dag for Astralis' FIFA-hold. Han har toppet den officielle, internationale rangliste over FIFA-spillere i lange perioder og fortjener bestemt sin plads på listen.
Søren "Bjergsen" Bjerg
Skulle man pege på én dansk League of Legends spiller, som har haft størst impact på sporten, må det næsten være Bjergsen. Den 25-årige danske midlaner har spillet for holdet Team Solo Mid siden 2013 og regnes for en af de bedste midlaners i NA-regionen gennem tiden. i Slutningen af 2020 meddelte han, at han trækker sig som spiller, og at han fremadrettet vil være at finde i trænerstolen for TSM, der i hans tid nåede at vinde LCS* hele 6 gange.
*The League Championship Series er den bedste LOL liga i Nordamerika.
Blast Pro Series
En Counter-Strike turnering af internationale proportioner - på dansk jord.
Den danske esportsorganisation RFRSH Entertainment oprettede i 2017 Blast Pro Series. Hvis du genkender navnet, er det muligvis fordi, det er organisationen, der ejede Astralis. De delte dog virksomheden op i 2019, så RFRSH kunne fokusere 100% på deres esports events, der både spilles på dansk grund men også i andre dele af verden. Eventet kan i omfang måle sig med de helt store Counter-Strike events på verdensplan, og hvis ikke Astralis allerede havde cementeret Danmark som en CS nation, så havde Blast Pro Series nok gjort det.